Havet er haenyeoens tåre

Det blå hav
er de unge dages hav.
Men det hav, der længe har holdt ud,
blegner gult.
Tørret af solen,
slidt af vinden,
rummende selv menneskets sorg
bliver havet til sidst
denne farve.
En farve, der længe har taget gråd imod
og til sidst er tørret.
Havet vakler,
og dykkerkvinden krummer sig sammen.
De to er ikke adskilte.
Ingen ser
tårer fældet under vandet.
Havet har blot
taget deres farve i stedet.
Havet
er dykkerkvindens tårer.
Også i dag
holder det hav øen i sin favn.