Havet er haenyeoens tåre

Det brede hav rejser sig i det tørre græs’ farve.
Midt i havet er den sorte klippe hulet rund,
og i dens midte sidder to mennesker krummet mod hinanden.

De skjuler hovedet ved hinandens skuldre og samler sig småt som én krop.
Vandet er koldt,
og vinden stor.
De har kun
hinandens kropsvarme.
En lille ø, to små mennesker.
Men på dette snævre sted kan man mærke hele verdens vægt.
Vinden er stor, og havet er bredt.
Mennesket er lille.
Derfor rykker de tættere sammen.
At holde ud er ikke at besejre en vældig verden,
men at læne sin krop mod en anden,
netop så meget at man ikke falder.
Man sagde, at havet var dykkerkvindernes tårer.
Når de tårer ikke bliver til et hav,
er det, fordi der stadig er
en skulder ved siden af at støtte sig til.