Mor og fisk

Fire fisk på en bod. De ligger der som havets gave. Moderen og barnet er tavse. De synker ind i hver sine tanker. De sidder side om side, men er to små øer. De venter på en kunde, der ikke kommer. I moderens hjerte siver bekymringen ind. Barnets øjne følger en båd langt ude, ved horisontens ende. Bag den linje er faderen. En båd ligger på vandet. Midt i det brede hav er den endnu en lille ø. Faderen er også tavs. Han haler garnet ind, og haler igen. Vinden blæser uden retning. Alligevel slipper han ikke åren. De fire fisk dér har forladt hans hænder og ligger nu på denne side, på land. Det ene måltid er dagens grund.

Pludselig løfter han hovedet. Ved horisontens ende, en utydelig prik. Han ser det ikke, men han ved det. Dér er hans kone, og dér er hans barn. I samme øjeblik ser barnet på denne side også på linjen. To blikke mødes på samme linje. Ingen af dem ved det. Horisonten er afstanden mellem de to, en linje, over hvilken de ikke kan nå hinanden, men som ikke brydes. På denne side følger moderen båden, på den anden side følger faderen landet. Uden at se hinanden ser de på den samme linje. Fiskene er tavse. Men de bærer det dybe havs fortælling med sig. Faderens sved, familiens måltid, tiden, hvor han vender hjem. Jo længere tavsheden bliver, desto dybere bliver venten. Foran boden, på en lille plads, går familiens dag. Indtil et skridt standser, går dagen også i dag, sådan.