Artwork text
Fire fisk på en bod.
De ligger der som havets gave.
Moderen og barnet er tavse.
De synker ind i hver sine tanker.
De sidder side om side, men er to små øer.
De venter på en kunde, der ikke kommer.
I moderens hjerte siver bekymringen ind.
Barnets øjne følger en båd langt ude, ved horisontens ende.
Bag den linje er faderen.
En båd ligger på vandet.
Midt i det brede hav er den endnu en lille ø.
Faderen er også tavs.
Han haler garnet ind, og haler igen.
Vinden blæser uden retning.
Alligevel slipper han ikke åren.
De fire fisk dér
har forladt hans hænder og ligger nu på denne side, på land.
Det ene måltid er dagens grund.
Pludselig løfter han hovedet.
Ved horisontens ende, en utydelig prik.
Han ser det ikke, men han ved det.
Dér er hans kone, og dér er hans barn.
Horisonten er afstanden mellem de to,
en linje, der ikke kan nås, men heller ikke brydes.
På denne side følger moderen båden,
på den anden side følger faderen landet.
Uden at se hinanden ser de på den samme linje.
Fiskene er tavse.
Men de bærer det dybe havs fortælling med sig.
Faderens sved,
familiens måltid,
tiden, hvor han vender hjem.
Jo længere tavsheden bliver, desto dybere bliver venten.
Foran boden, på en lille plads, går familiens dag.
Indtil et skridt standser,
går dagen også i dag, sådan.
Key context
Byun Shi-Ji var en koreansk moderne og samtidsmaler, der malede Jejus Fūdo ikke som baggrund, men som en betingelse for eksistensen. Ensomhed, venten, vind og farven af tørt græs danner en glokal koreansk modernisme, forankret i stedet og åben mod verden.