Landsby ved havet

Ved stranden sidder nogle få stråtækte huse lavt. Stengærdet slutter sig om husene, og træer uden løv strækker grenene mod havet. Langt ude en lille båd. Den har forladt jorden og går ad vandets vej. Mennesker ses ikke. Men i husene er der spor af venten, i stengærdet er der bevaret tid,

og i træernes tørre grene bliver den vind tilbage, som utallige gange har fulgt nogen på vej. Landsbyen ved havet er ikke en landsby, bygget ved siden af havet. Et sted, hvor nogen rejser, og nogen bliver og vogter det sted, man kan vende hjem til. Et sted, hvor hav og jord deler livet imellem sig.