Ieodo

Alt er blåt.
Himmel og hav
er kølet af i én farve.
De tørre grene på stranden
ligger filtret ind i hinanden,
helt nede ved jorden.
Et helt livs vind
sidder endnu i deres kroppe.
Langt ude, midt i havet,
svæver en lille klippeø
som en prik,
uden for rækkevidde.
Vi kunne kalde det
et landskab.
Men vinden er for tæt på
til det.
Uden at vi mærker det, bevæger tøjets kant sig,
og åndedrættet bliver koldt.
Den, der ser,
står ikke uden for rammen.
Mellem de våde grene
er man allerede trådt ind.
Fūdo, et steds klima og karakter,
er ikke noget, man betragter på afstand.

Det er at stå midt i det,
møde den samme vind
og køle af sammen.
Øen er stadig langt væk.
Men vinden
er allerede her.