Dialog

Hele billedfladen har farven af tørt græs.
I midten står et enkelt træ. Alle grenene hælder til én side og viser den usynlige vinds retning. Selv når vinden ikke blæser nu, fortæller hældningen om alle de vinde, der er gået forbi.
På bakken nedenunder er der en hest og et sammenkrøbet menneske.
De er tæt på hinanden, men siger intet. Hesten kan løbe, men løber ikke, og mennesket kan rejse sig, men rejser sig ikke. At kunne gå og alligevel blive. Det er en vens sind.
Langt ude under horisonten sejler en lille båd forbi, og en fugl flyver lavt. Himmel og hav er sunket ned i samme lys.
Mennesket og hesten i billedet møder samme vind, bliver på samme sted og bøjer sig sammen. De forklarer ikke hinanden. De holder blot ud sammen i samme egn og klima.
En samtale foregår ikke kun med munden.
At møde samme vind sammen. At gå gennem samme tavshed sammen.
Også uden ord er det en samtale.
Måske er den dybeste samtale den uden ord.