Molen

En sort linje
er gået ind i havet.
Ikke en vej,
men ét strøg.
Et udtørret strøg.
Men dets ende
er endnu våd.
En tom båd
har lagt til.
Ingen
gik i land.
Yderst på anløbsbroen
en bylt.
Knuden
er bundet, som den blev bundet.
Regnen gik forbi.
Solen gik forbi.
Vinden gik forbi.
Knuden
blev ikke løst.
En krage

satte sig én gang og fløj igen.
Farven af tørt græs
blegnede lidt mere.
Imens
nogle somre
og vintre.
Mens alt tørrede ind,
var venten det eneste,
der ikke tørrede.
Ved dens side
sidder et menneske.
Som en bylt.
Uløst.