Havet er haenyeoens tåre

Ser man hastigt,
er det blot en gullig flade.
Én horisontlinje,
nogle få sorte linjer.
Men ser man længe, er det anderledes.
I midten
ligger en dykkerkvinde tungt bøjet mod jorden.
Hendes krop
træder langsomt frem.
Langt ude til venstre
hænger en lille båd
som en prik på horisonten.
Ser man hurtigt, ses den ikke.
Kun den, der ser længe,
ser det, havet har grædt.
Den blegede farve
er ikke tom.
En sorg, der aldrig blev sagt,
er trukket ind i den.
At se længe
er at finde den lange gråd
inde i den blegede farve.
Sådan er også mennesket.
Ser man hurtigt, går man forbi.
Først når man ser længe,
ser man gråden indeni.