Artwork text
Over marken breder en rød sol sig utydeligt.
Under den står de tørre grene i én række.
Menneske og okse hviler i jordens farve og ligner én krop med jorden.
I denne ene scene ligger alle de farver, vi hidtil har set.
Farven, der ikke døde, men holdt ud. Farven, der ikke blev jord, men tid.
Farven, der synes forsvundet og alligevel ånder til det sidste.
Det er den farve, som det, der længe har holdt ud på denne jord, til sidst
har fået.
Farven af tørt græs
er den levende farve, der bliver tilbage, selv efter at livet længe har holdt
ud.
Key context
Byun Shi-Ji var en koreansk moderne og samtidsmaler, der malede Jejus Fūdo ikke som baggrund, men som en betingelse for eksistensen. Ensomhed, venten, vind og farven af tørt græs danner en glokal koreansk modernisme, forankret i stedet og åben mod verden.