Pløjning

Over marken breder en rød sol sig utydeligt. Under den står de tørre grene i én række. Menneske og okse hviler i jordens farve og ligner én krop med jorden.

Man kan ikke skelne, hvem der pløjer, og hvem der trækkes. De pløjer samme dag. I denne ene scene ligger alle de farver, vi hidtil har set. Farven, der ikke døde, men holdt ud. Farven, der ikke blev jord, men tid. Farven, der synes forsvundet og alligevel ånder til det sidste. Det er den farve, som det, der længe har holdt ud på denne jord, til sidst har fået. Farven af tørt græs er den levende farve, der bliver tilbage, selv efter at livet længe har holdt ud.