Haenyeo

På sandet nær ved brydes hvide bølger, og en kvinde sidder lænet på skrå. Kroppen, der er kommet op af vandet, hviler en stund på land. Hud og sand og hav hviler i det samme lys. Havde farven været nymalet, ville den have været klarere og lettere.

Men denne farve er bleget af lang tids sol og længe udholdt vind. Det var ét lys, men i det lå mange tider over hinanden. Så dybt som det vand, denne kvinde har bevæget sig igennem. Dybde kommer ikke af at blive mørkere. Den opstår først, når noget længe har holdt ud og er bleget.