Oreum

Manden er allerede
forbi toppen.
Hvad han så deroppe,
siger han ikke.
Han har blot lagt alt bag sin ryg
og går langsomt ned ad højderyggen.

Den opstigendes bøjede ryg
er en yderste anstrengelse
mod det endnu unåede.
Men den nedstigendes bøjede ryg
er den vægt, som en, der har set alt,
bærer på.
Bakkens top
var ikke et sted at blive.
Manden går forbi den
og træder atter ned på jorden.
At stige højt
er ikke hele livet.
At bære det sete med sig,
at lægge det vundne fra sig
og atter vende tilbage til det lave sted.
Først da fuldendes opstigningen
i nedstigningen.
Bag den nedstigendes ryg
tager toppen tavst
afsked med ham.