At synke ind i tiden

Det stråtækte hus bliver på bakken,
og båden flyder på havet.
Træet hælder mod vinden,

og hesten drejer hovedet mod den lille båd.
Mennesket er ikke at se.
Hesten venter i stedet.
Ingen har bedt den om det.
Sindet, der længe ventede sammen med nogen,
er blot blevet en del af kroppen.
Selv når det, der er rejst, ikke vender hjem,
bliver det at se efter det længe tilbage.
At vente er,
at hjertet, der er vendt mod den side,
aldrig helt kan kaldes hjem.
Selv dér, hvor mennesket svinder,
svinder venten ikke.