Den sorte sol

Havet
bølger i farven af tørt græs.
Ovenover én sort sol.
Den står der,
men lyser intet op.
En lille båd gynger på bølgerne,
og nedenunder læner en skikkelse sig
mod Jeju-ponyen.
At lyset er borte,
betyder ikke, at livet også er borte.
Også under den sorte sol
flyder båden,
hest og menneske læner sig mod hinanden,
og havet bevæger sig til det sidste.
Håb er ikke at vente på lyset,
men at blive tilbage, lænet mod hinanden,

selv uden lys.
Selv på dage med sort sol
bliver nærheden ikke sort.