Håb, vilje, fred og kærlighed

Solen står på himlen,
men verden er ikke lys.
De to til venstre
sidder lænet mod hinanden,
og hesten bliver tavst ved deres side.
I midten løfter én
begge arme mod himlen.
Det er ikke en jubelbevægelse.
Det er bevægelsen hos en, der selv på mørke dage

ikke vil slippe håbet.
Kragen flyver forbi,
og vinden standser ikke.
Men mennesket
tager ikke armene ned.
Til det sidste.
Håb er
ikke at tro på lyse dage,
men selv på mørke dage
at løfte hænderne mod himlen.
Menneskene og hesten ved siden af
ser på de hænder.
Fordi der er øjne, som følger dem,
bliver hænderne oppe.