Åbenbaring

Hele fladen
bugter sig i et tørt lys.
Som bølger,
som marker,

alt er ét gulligt drag.
Midt i det
klynger en hest og et menneske sig
sammen i én sort klump
og holder fast i hinanden.
Ovenover står en tør sol.
Under dette lys
mister det, der længe har ventet,
sin bevægelse.
Menneske og hest
stivner, lænet mod hinanden.
De kan ikke rejse,
de kan ikke slippe,
og til sidst bliver de én klump sten.
Det er skikkelsen af et hjerte,
der selv som sten
ikke kunne lægge sin venten fra sig.

Venten blev tilbage
længere end kroppen.