Artwork text
Et træ
rejser sin krop
og søger mod himlen.
Det er ikke et træ, der voksede rankt.
Det er et træ, der længe holdt vinden ud
og bøjedes og bøjedes igen.
Fra enden af den bøjede krop
letter to fugle.
For ikke at synke ned i markerne,
for ikke at begraves i vinden
kalder de i den højeste tone.
At de lever,
at de er her —
så lyden når
helt til himlens ende.
Den høje tone
er den lyd, hvormed et væsen
løfter sin egen eksistens op
for ikke at forsvinde.
Selv om kroppen står plantet i jorden
og bliver i eksilets land,
kan lyden forlade kroppen
og stige helt derop,
hvor den tomme sol står.
De vingeslag
er ikke skilt fra træet.
Det er den ene tone, den bøjede krop
har båret på hele sit liv,
der endelig har fået vinger.
Key context
Byun Shi-Ji var en koreansk moderne og samtidsmaler, der malede Jejus Fūdo ikke som baggrund, men som en betingelse for eksistensen. Ensomhed, venten, vind og farven af tørt græs danner en glokal koreansk modernisme, forankret i stedet og åben mod verden.