Hvorhen?

Vinden visker markerne ud.
Den visker vejen ud,
visker fodsporene ud,
visker selv retningen hjem ud.
En hest
står med hovedet dybt sænket.
Hvorhen skal den gå?
Foran den
lander en krage.
Fuglen, der kender vejen.
Fuglen, der fløj frem og tilbage
mellem denne verden og den næste.

Men den viser ikke vejen.
Den sætter sig blot
over for hesten.
Ved ikke at svare
bliver kragen hos hesten.
Det, et vildfaret væsen
har brug for,
er somme tider ikke en vej,
men nogen ved sin side.
Ikke at lade sig skubbe bort af vinden,
at blive stående på sit sted.
Den rådvilde stilstand
er den eneste værdighed,
der er mulig på denne mark.