Kragen og jeg

Jeg ligger på jorden og lægger al vægt fra mig. Trætheden fra de levede dage, fortrydelsen over de forkert valgte veje. En krage ser stille ned på mig. I dens sorte øje er hverken dom eller spørgsmål. Verden bliver ved at spørge, hvem jeg er, men kragen spørger ikke. Den bliver blot ved min side, så jeg ikke er alene. Ser jeg længe, kommer jeg til at ligne kragen, og kragen kommer til at ligne mig. På den samme jord ser vi mod den samme himmel. Selv når solen går ned, bliver sindet lidt lettere. At kende hinandens ensomhed uden at tale. Det er kragens og min samtale. At være ved siden af uden at spørge. Også for mennesker er det det sværeste og det, man er mest taknemmelig for.