Krager på stenmuren

På stengærdet
har kragerne samlet sig.
Ser man stille på stengraven foran dem,
ligner den mennesker, der sidder sammenkrummede.
Skulder mod skulder,
med bøjede hoveder,
samlet i én klump.
Langt ude på havet
flyder en båd.
Fuglene kan flyve,
men de mennesker, der blev sten,

kan ikke forlade stedet.
Har de ventet så længe,
at mennesker blev til sten?
Er de, der blev tilbage, lænet mod hinanden
i venten på den ene, der rejste,
stivnet som én grav?
Båden er fjern,
og venten bliver på land.
Stengraven er ikke døde sten.
Den er skikkelsen af mennesker,
der ventede på en, der ikke vender hjem,
til de mistede ordene.
Også i dag
er stenen på samme sted.