Krager på stenmuren

På stengærdet

sidder kragerne på række.
Hver ser forskellig ud,
men alle ser de på det samme hav.
Ved horisontens ende
en lille båd.
På land er der mange ved ens side,
på havet er der kun én.
Solen er mat,
og båden fjerner sig mere og mere.
Kragerne skriger ikke.
De forlader blot ikke deres plads.
At vente er måske,
at de, der er blevet tilbage,
sammen ser på havet
for den ene, der rejste alene.