Klippens kant

Yderst på den lave bakke står en hest, sammenkrummet i sort omrids. Her sker der ingen særlig begivenhed. Kun ét lys farver bakke, hav og himmel på én gang. For Byun Shi-ji var farven ikke maling til at male med. At lægge det tørre græs’ farve var i sig selv at kalde på Jeju. Hver gang penslen rørte fladen, fulgte landets sol og vind med. Hesten på klippens rand og havet nedenfor ånder det samme Fūdo i den samme farve. Denne farve dækker ikke landskabet. Den lader Fūdo træde frem. Denne farve er dette land. Derfor forlod han aldrig denne ene farve gennem livet. At skifte farve var for ham at opgive sin plads.