En vaklende horisont

Horisonten vakler.
Verdens holdepunkt vakler.
Jorden,
huset,

båden —
alt gynger, som havde det mistet sin plads.
Midt i det
står en skikkelse,
støttet til en stav.
Det er ikke, fordi han
ikke vakler.
Staven fortæller det.
Han støtter sig, fordi han vakler.
Men selv i vaklen
glemmer han ikke,
hvor han skal se hen.
Han følger ikke
den båd, der sejler bort.
Øjne, der følger det bortgangne,
synker sammen mod fortiden.
Det, han ser på,
ligger hinsides det sted, båden skal nå:
den tomme horisont,
som intet endnu har rørt.
Horisonten er ikke en ende.
Den er stedet, hvor den synlige verden
og den verden, der endnu ikke er kommet,
rører ved hinanden.
At være til
er ikke at stå
på et fast holdepunkt.
Det er, når holdepunktet vakler,
at rejse sit blik
ikke mod det, der er gået,
men mod det, der kommer.
Også i dag ser han
på det, der endnu ikke er kommet.
Det blik
holder ham stående.