Artwork text
Horisonten vakler.
Verdens holdepunkt vakler.
Jorden,
huset,
båden —
alt gynger, som havde det mistet sin plads.
Midt i det
står en skikkelse,
støttet til en stav.
Det er ikke, fordi han
ikke vakler.
Men selv i vaklen
glemmer han ikke,
hvor han skal se hen.
Han følger ikke
den båd, der sejler bort.
Det, han ser på,
ligger hinsides det sted, båden skal nå:
den tomme horisont,
som intet endnu har rørt.
Horisonten er ikke en ende.
Den er stedet, hvor den synlige verden
og den verden, der endnu ikke er kommet,
rører ved hinanden.
At være til
er ikke at stå
på et fast holdepunkt.
Det er, når holdepunktet vakler,
at rejse sit blik
ikke mod det, der er gået,
men mod det, der kommer.
Sådan
står et menneske
i en vaklende verden.
Key context
Byun Shi-Ji var en koreansk moderne og samtidsmaler, der malede Jejus Fūdo ikke som baggrund, men som en betingelse for eksistensen. Ensomhed, venten, vind og farven af tørt græs danner en glokal koreansk modernisme, forankret i stedet og åben mod verden.