En vaklende horisont

På jorden
er der en gammel mand og en hest,
på havet
en lille båd.
De er på hver sit sted,
men holder den samme vind ud.
De to skygger på klinten
bliver det sted, båden kan vende hjem til,
og den lille båd i bølgerne
bliver det håb, den gamle mand har tilbage.
De kan ikke nå hinanden.
De kan heller ikke kalde.
Vinden sletter lyden.

Alligevel ser de.
Så længe de ser,
er de ikke alene.
At holde ud
er ikke at stå imod alene.
At et væsen langt borte
stadig er der.
Alene af den grund
holder et menneske en dag mere ud.