Middag

Solen står på himlen, og billedet er lyst. Men vinden er hård. Træet hælder til én side, og det stråtækte hus gør sig lavt. Den gamle mand går fremad, bøjet, støttet til sin stav. At dagen er lys, betyder ikke, at livets byrder forsvinder. Selv i middagens klare lys bøjer mennesket sig. En dag, der ser god ud for andre, kan være den sværeste for ham at holde ud. Vinden er årene, der skubber mennesket bort. Den er en historie, man ikke kan undgå, og livets vægt, der kommer til den levende. Den gamle mand kæmper ikke mod vinden. Han gør sig lav og går ét skridt ad gangen. Han bøjer sig for ikke at falde, og støtter sig til staven for ikke at standse. Udholdenhed venter ikke på en dag uden vind, men at gå i vinden uden at miste sin vej.

Også i dag går han videre. Over den bøjede ryg lyser middagssolen klart.