Jejus hav

Hele billedfladen
er et hav i farven af tørt græs.

Langt ude til venstre
en lille båd.
Yderst på det sorte næs til højre
står en skikkelse.
Båden er lille,
og mennesket er lille.
Mellem dem
ligger havet uden ende.
Kan et råb nå frem?
Vinden tager lyden med.
Kan en vinkende hånd ses?
Afstanden sletter bevægelsen.
Men havet
er ikke et vand, der skiller de to.
Det hjerte, der ser efter den, der er rejst,
og det hjerte, der ikke glemmer, hvor det skal hjem,
mødes på det brede vand.
Ikke at kunne nå hinanden,
men at være i det samme hav.
Det er den måde,
dette hav forbinder på.
Mellem den, der rejste, og den, der blev,
ligger der også hver gang sådan et hav.