En vaklende horisont

Hele billedfladen brænder gult.
Jord og himmel
vakler i ét lys.

Øverst er der en tynd linje.
Det er horisonten.
Under den linje
flyder en båd som en prik.
Længere nede
bølger sorte penselstrøg som vind,
og ved siden af dem krummer et stråtækt hus sig sammen.
En skikkelse står der også, lille.
Han er ikke stor.
Huset er lille, og båden er fjern.
Men blandt alt det, der vakler,
er han, den mindste,
dette billedes midte.
Mennesket står altid et sted.
Under fødderne er jorden,
over hovedet er himlen,
og bag ryggen blæser vinden.
Når verden vakler,
svæver han ikke.
Han bliver stående på jorden til det sidste.
Byun Shi-ji malede ikke et landskab.
Han malede mennesket,
der alligevel står
foran en vaklende verden.
Også i dag står nogen
sådan et sted.