Dol Hareubang og krager

Dol hareubang bevæger sig ikke. Kragerne er urolige uden ophør. Dol hareubang giver sit hoved til fuglene, og fuglene hviler trygt derpå. Over stengærdet samler den sorte flok sig, og langt ude på havet er en båd gået ud. Dol hareubang følger ikke den båd. Han vogter blot det sted, den skal vende hjem til. Mens regn og blæst slår ned, mens solen utallige gange står op og går ned, venter han på det samme sted. Ved ikke at bevæge sig venter han på den, der er rejst, og ved ikke at tale lyser han vejen hjem. Der findes også denne måde at vente på.