Længsel

Under en aften i det tørre græs’ farve
læner menneske og hest sig mod hinanden
og ser mod horisontens ende.
Lange åndedrag og korte suk
blandes i den samme luft.
Den, der rejste hinsides horisonten,
er ikke længere at se.
Men at man ikke ser,
betyder ikke, at også mindet forsvinder.
Båden, der fjerner sig,

binder her og dér,
i dag og evigheden, sammen.
Længsel er måske
en stille tid,
hvor man holder den, der rejste, stående i hjertet
og våger sammen over den.
Jo tavsere aftenen er,
desto tydeligere
bliver det menneske.