Vejen hjem

Under den sorte himmel fejer en hvid vind hen over markerne. Ad vejen i det tørre græs’ farve går en kvinde og en hest, hældende som én krop. Kvinden bærer sin mulheobeok, Jejus vandkrukke, og hesten følger tavst ved hendes side. Vinden river i tøjet og visker vejen ud under fødderne, men de to standser ikke. Langt borte et stråtækt hus. Lille og utydeligt, men stedet at vende hjem til er der endnu. Vejen hjem er ikke den vej, man går, når vinden har lagt sig. Det er med en træt krop alligevel at søge mod huset. Vejen hænger sammen som ved at briste, og kvinden og hesten vender hjem ad den tynde linje. Selv om husets lys endnu er langt borte, fortsætter skridtene, alene fordi de går i den retning.