Længsel

Maleren, der hele livet stod alene ved stranden,
malede de to mennesker, han mest af alt ville have ved sin side,
som træer.
Han satte dem atter ved sin side,
og nedenunder
satte han sig selv som et barn.
Ved træernes fod.
Så nær, at en udstrakt hånd kunne nå dem.
Man længes efter den,
man har ved sin side og alligevel ikke kan røre.
Fordi de ikke var der,
rejste han dem i billedet.
Fordi han ikke kunne nå dem,
satte han sig ved deres fod.
Han kalder de navne, der ikke kan kaldes, for træer,
og bliver længe
under dem.
Selv når solen kølnes,
og mørket falder på,
går han ikke.

Fordi han er deres barn.