Tyfon

Hvide bølger slår ind over det brede hav. Den sorte klint skyder sit hoved ud mod havet, og på ryggen ovenfor står en hest og træer på række. Mellem klipperne løber en hvid stribe vand ned, og langt borte hæver Halla-bjerget sig lavt. Ved vandet til højre sidder en skikkelse,

lille og sammenkrummet. Over for vinden findes der to veje. At stå imod, eller at gå med. Det, der står rankest, knækker først. Træerne på højderyggen lægger sig ned sammen med vinden. De taber ikke; de har valgt livet. Det samme gælder det sammenkrøbne menneske. At krybe sammen er ingen skam. Et stort træ kan knække, men det sammenkrøbne overlever. At holde ud er ikke at besejre vinden, men at bøje sig med den, netop så meget at man ikke knækker. Sådan bøjer det sig og bliver til sidst tilbage.