Tyfon

Øverst deler en tung linje himmel og hav. Ovenover ligger en lille båd. Nedenunder et lavt stråtækt hus og en hest med bøjet hoved. Vinden er allerede gået forbi. Billedet er stille. Men i det nedblæste græs, i det trykkede tag, i den bøjede ryg bliver mindet tilbage. Ro er ikke det samme som at være kommet sig. At man ikke ser det, betyder ikke, at sporene er lægt. Menneskekroppen er ikke anderledes. Selv efter stormen bliver vinden et sted i kroppen. Ryggen på et menneske, der står, som om intet er hændt, fortæller i virkeligheden mest. Vinden forsvinder, men det sted, der holdt den ud, husker længe.