Vind og bølger

Bølgerne er høje, og vinden er hård. Det stråtækte hus gør sig lavere,

træet mister sine grene, og hesten bøjer hovedet. Hver har mistet noget: tagets højde, en gren, hovedets rankhed. Men det er der endnu. At holde ud er ikke at stå uden sår. Det er at give lidt af sig selv, lidt efter lidt, og alligevel til sidst ikke at forsvinde. Sådan er ansigtet på et menneske, der har levet længe. Det bærer spor af det tabte, og mellem sporene findes mennesket stadig.