Havet i storm

Vinden har bøjet et helt træ.
Grene og blade er drevet til én side.
Markens græs lægger sig som hvide striber.
Ikke ét strå går imod.
Alle til den samme side.
En hest og en gammel mand
står tæt ind mod hinanden.
Hestens varme går over i mennesket,
og menneskets hånd lægges på hestens hals.
Et stråtækt hus gør sig lavt inden for stengærdet.
At lægge sig ned er ikke at tabe.
Det er en måde at give sin krop til vinden.
Græsset lægger sig, og træet bøjes.
Den gamle mand bliver ved hestens side
og holder til det sidste fødderne mod jorden.
Når vinden lægger sig, rejser græsset sig igen.
Hvert eneste strå,
på det sted, hvor det lå.
At holde ud er ikke aldrig at falde,
men at efterlade i jorden
kraften til at rejse sig igen.