Ieodo

Det sorte har slugt billedfladen.
Uden himmel, uden jord
hvirvler hele verden.
Træet vakler fra roden,
og hesten har sænket hovedet.
For der er ikke længere
nogen båd at se efter.
Midt i det sorte
ligger et hus
lavt mod jorden og holder ud.
Dette er
det mørkeste Ieodo.
Før den tomme båd vender hjem,
før kragen græder —
natten,
hvor stormen netop nu
tager det menneske med sig.
Og denne nat
i et værelse et sted på land
venter nogen på ham
uden endnu at vide noget.