Det tomme hus

Huset er tomt.

Det er blevet alene tilbage ved havet.
Mennesket er allerede
på vej bort over havet.
Træet løfter armene
og strækker dem langt ud over havet.
Farvel.
Må den lange vej være uden fare.
Nedenunder
åbner klippen sin hånd.
Alle fem fingre spredt
vender den stille mod havet.
Denne hånd vinker ikke.
Det er ikke en hånd, der sender den rejsende bort,
men en hånd, der venter på den, der vender hjem.
For engang,
når han vender hjem fra det fjerne hav,
at være den første, der tager imod ham
og griber fast om hans hånd.
Træet vinker mod afrejsen,
og klippen er åben mod hjemkomsten.
Det ene sender bort,
det andet venter.
Det er hjertet hos dem, der bor ved havet.
Man sender bort, vel vidende at nogen rejser,
og venter uden at vide, om han vender hjem.
Selv når solen hælder,
og havet mørkner,
holder armene ikke op med at vinke,
og hånden trækker sig ikke tilbage.

Et tomt hus
bliver tilbage imellem dem
og ser også i dag på havet.