Båden, der sejler bort

Hesten er blevet alene tilbage,
men ved dens fødder
er der en sort skygge hos den.
Solen giver ikke den tilbage,
som ikke kunne holdes fast.
Men på den tomme plads
lægger den en skygge ned.
På dage, hvor længslen er for dyb
til at bære alene,
stiller solen tavst
en skikkelse, der bevæger sig med,
ved dens side.
Derfor er hesten,
selv efter at båden er forsvundet,
ikke helt alene.
Trøst er
ikke at tage sorgen bort,
men stille at blive
ved sorgens side.
Også himlen ved det.
Derfor tager den ikke skyggen bort.