Båden, der sejler bort

Han malede et landskab,
men det hang ikke sammen.
Så satte han et menneske ind.
Ikke stort.
Uden navn.

Blot som en prik.
Det var for at holde billedet sammen.
Uden ansigt.
En skikkelse med bøjet hoved.
En gammel mand med stav.
Landskabet var herre,
og mennesket var pynt.
Men noget mærkeligt skete.
Den lille skikkelse
begyndte at beherske hele billedfladen.
Med mindre end en hundrededel af fladen
førte den an over alt det andet.
Én prik.
Jo mindre den prik blev,
desto dybere blev ensomheden.
Folk sagde,
at den skikkelse lignede et selvportræt.
Han sagde ikke nej.
Med den ene sætning
blev alting klart.
Den navnløse skikkelse
var enhver
og til sidst
maleren selv.
Den prik, han satte ind for at holde billedet sammen,
holdt fast i ham et helt liv.