Den genfundne vej

Den er mørk og bliver lysere.
Den er tyk og bliver tynd.
Nogle steder bliver den så tynd, at den er ved at briste,
andre steder kommer den til live igen og bliver tyk.
I én linje findes der svingninger.
Dette er livets linje.
Livet er heller ikke ens hele vejen.
Der er tider med kraft, og tider med træthed.
Tider, hvor alt er klart, og tider, hvor alt er sløret.
Det er ved at briste og hænger alligevel sammen igen.
Det, der rører hjertet dybest, er stedet, hvor den er ved at briste.
Stedet, hvor linjen er blevet så tynd, at den næsten forsvinder.
Dér holder vi vejret.
Brister den?
Men linjen brister ikke.
Tynd som den er, fortsætter den.
Og den kommer til live igen.
Sådan ser udholdenhed ud.
At holde ud er ikke altid at være stærk.
I udholdenheden findes øjeblikke, hvor alt er ved at briste.
Øjeblikke, hvor man ikke tror, man kan mere.
Men ikke at briste,
at fortsætte, om end tyndt —
det er at holde ud.
Det er ikke kun det, der fortsætter med en kraftig streg, der er liv.
Også det, der hænger sammen på bristepunktet, er liv.
Måske er det et dybere liv.

I én linje ligger et helt levned.