Den vaklende jolle

Et hav i det tørre græs’ farve
hælder ud over hele billedfladen.
Langt ude til venstre gynger en lille båd som en prik.
Men det er ikke kun båden, der vakler.
De sorte bølger vakler,
det stråtækte hus på bakken vakler,
og hestens og menneskets hjerte vakler i den samme vind.
Båden er på havet.
Mennesket og hesten er på land.
De er på hver sit sted,
men i den samme uro.
Mennesket kan ikke gribe båden,
og hesten kan ikke standse dens vaklen.
Der er intet, de kan gøre.
Derfor er der én handling tilbage.
At se.
Det stråtækte hus gør sig lavt,
hesten stiller sig ved menneskets side,
og mennesket tager til det sidste ikke øjnene fra havet.
At holde ud er ikke at stå uden at vakle.
Det er at bære et fjernt væsens vaklen
inde i sit eget hjerte,
og til det sidste ikke tage blikket bort.
Den vaklende lille båd er en lille båd på havet
og samtidig et liv,

der vakler inde i et menneske.
Verden er stor, og båden er lille.
Men for dette ene lille væsens skyld
holder alt på land stille vejret.