Ensomhed

Også den, der ikke kan rejse,
har til sidst et sted at se hen.
Himlen.
Træet giver sin krop til vinden.
Det bøjes, så meget som det giver sig,
og overlever, så meget som det bøjes.
Fordi himlen er der, holder det ud.
Og så meget som det har holdt ud, bliver der en form tilbage i kroppen.
Den bøjede form er ikke et spor af nederlag.
Den er formen af en udholdenhed,
der til det sidste ikke glemte himlen.
Når du ser noget bøjet,
så tænk først
på vinden, det har mødt.
Den bøjede ryg
er ikke et vidnesbyrd om nederlag,
men om det, mennesket har holdt ud.