Kysten og ponyen

Nogen sidder på stranden. Som om han alt for længe har ventet på en, der ikke kommer. Kroppen er stivnet som sten, og sindet er bleget af vinden og blevet til tørt græs. Kun ponyen, der går forbi, og båden langt ude kender den venten. Farven af tørt græs er ikke naturens farve. Det er den farve, et liv, træt af at vente, har efterladt i tiden.