Middagens ensomhed

Solen står over hovedet.
Der er ingen skygge
og intet sted at gemme sig.
Vinden vender markerne,
og båden er langt ude.
Huset ligger lavt mod jorden,
og træet svajer sort.
En skikkelse
bøjer sig derunder.
Der er så meget lys,

at intet længere når én.
Middagen
er dagens midte
og ensomhedens højeste sted.
Der er intet mørke at trække sig tilbage i,
ingen aften at vente på.
Alt er lyst,
og ingen er ved ens side.
Derfor bliver det menneske
dybest alene
i den lyseste time.
I ethvert liv
er der sådan en middag.